Hvorfor software ikke bør have ejere

Digital informationsteknologi bidrager til verden ved at gøre det nemmere at kopiere og ændre information. Vi kan forvente, at computere vil gøre dette nemmere for os alle.

Det er ikke alle, som vil have det til at være nemmere. Med Copyright systemet får programmer "ejere", som for de meste tilbageholder programmets potentielle fordele fra resten af offentligheden. De vil gerne være de eneste, der kan kopiere og ændre programmerne, som vi bruger.

Copyright systemet voksede op med trykkeri faget, en teknologi for masseproduktion af kopier. Copyright passer godt til denne teknologi, fordi den kun var gældende for producenter af massekopier. Den tog ikke friheden fra læserne af bøgerne. En ganske almindelig læser, som ikke ejede en trykkemaskine, kunne kun kopiere bøger med pen og papir, og meget få læsere blev sagsøgt for at gøre det.

Digitalteknologi er mere fleksibel end det trykte medie. Når informationen er på digital form kan man ment kopiere den og dele den med andre. Netop denne fleksibilitet gør det meget svært at tilpasse sig copyright systemet. Det er grunden til den øgede ubehagelige og drakoniske midler, som nu tages i brug for at håndhæve copyright på software. Overvej disse fire måder fra Software Publishers Association (SPA) at håndhæve copyright systemet på:

Massiv propaganda, som fortæller, at det er forkert ikke at adlyde ejerne for at hjælpe dine venner.
Anmodning om stikkere, som skal melde deres medarbejdere og kolleger.
Ransagning (med politiets hjælp) af kontorer og skoler, hvor man bliver fortalt, at man skal bevise sin egen uskyld i ulovlig kopiere.
Retsforfølgelse (foretaget af USAs regering og på SPAs anmodning) af folk såsom MITs David LaMacchia ikke for at kopiere software, men blot for ikke at holde øje med kopieringsfaciliteter og undladelse af at censurere brugen deraf.

Alle fire måder at håndhæve copyright på ligner de metoder, der blev brugt i det gamle Sovjet, hvor alle kopimaskiner havde en vagt for at forhindre forbudt kopiering. Enkelte personer måtte kopiere information i det skjulte og lade det gå fra hånd til hånd ligesom "samizdat". Der er selvfølgelig en forskel, motivationen i Sovjet var politisk i USA er det økonomisk. Dog er det handlingerne, som påvirker os og ikke motivet. Ethvert forsøg på at blokkere delingen af information ligegyldig grunden dertil leder til de samme metoder og den samme grovhed.

Ejerne har adskillige argumenter for at give dem magten til at kontrollere måden, hvorpå vi bruger information:

Øgenavne.
Ejere benytter nedrakkende ord såsom "pirat" og "tyveri", såvel som ekspert terminologi såsom "intellektuel ejedom" og "intellektuel ødelæggelse" for at give offentligheden en bestemt måde at tænke over det på. Nemlig, en forenklet analogi mellem programmer og fysiske genstande.
Vores opfattelse og intuition omkring ejedomsret af materielle genstande er, hvor vidt det er rigtig at tage en genstand fra en anden. Det kan ikke direkte bruges på det at tage en kopi at noget. Men ejerne vil have os til at bruge det på den måde alligevel.
Overdrivelse.
Ejere siger, at de bliver "skadet" eller "lider økonomiske tab", når brugere kopiere programmer selv. Men kopieringen har ingen direkte effekt på ejeren og det skader ingen. Ejerne kan kun tabe, hvis personen, som lavede kopien ellers ville have betalt ejerne for én
Hvis man tænker over det, ville de fleste sådanne personer ikke have købt kopier. Dog beregner ejerne deres "tab" som om hver enkelt ville have købt en kopi. Det er overdrivelse for at sige det mildt.
Loven.
Ejere beskriver ofte den øjeblikkelige tilstand af loven og de grove straffe de kan skræmme os med. Inddirekte foreslår denne tilgang, at de gældende love reflekterer et uomtvisteligt syn på moral. Samtidigt bliver vi tilskyndet til at opfatte disse straffe som ganske naturlige og at de ikke kan bebrejdes nogen.
Denne form for overtalelse er ikke beregnet til at blive betragtet kritisk. Den er beregnet til at forstærke vanetænkning.
Det er elementært, at lovene ikke bestemmer hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Enhver amerikaner bør vide, at for 40 år siden var det forbudt ifølge loven i mange stater for en sort person at sidde forrest i en bus, men kun en racist ville sige at det var forkert.
Ophavsret.
Forfattere/programmører hævder ofte at have en speciel forbindelse med de programmer de har skrevet. Endvidere påstår de også tit, at deres ønsker og interesser vedrørende programmet simpelthen overtrumfer alle andres og endda hele verdens. (Typisk er det faktisk firmaerne og ikke programmørerne selv som har copyright på programmerne.)
Til dem, der siger, at dette er et etisk aksiom, at forfatteren er mere vigtig end dig, kan jeg kun sige at jeg, en anset software udvikler, kalder det for noget sludder.
Men det er kun sandsynligt, at folk i almindelighed har sympati for ophavsretten af to grunde:
En grund til det er en overbrugt analogi med materielle genstande. Når jeg koger spaghetti protesterer jeg, hvis en anden spiser det, fordi så kan jeg ikke spise det selv. Vedkommendes handling skader mig nøjagtig ligeså meget som det gavner ham. Kun én af os kan spise spaghettien, så spørgsmålet er, hvem af os? Den mindste forskel på os er nok til at tippe den etiske balance.
Men om du kan udføre eller ændre et program, som jeg har skrevet, påvirker dig direkte, men kun mig inddirekte. Om du giver en kopi til din kammerat påvirker dig og din kammerat meget mere end det påvirker mig. Jeg burde ikke have magten til at sige, at du ikke måtte gøre disse ting. Ingen burde.
Den anden grund er, at folk har fået at vide, at ophavsretten for forfattere er en accepteret og uomtvistelig del af vores samfund.
Som en historisk anekdote, er det modsatte faktisk sandt. Idéen om forfatteres ophavsret blev foreslået og afvist, da den amerikanske forfatning blev udformet. Det er grunden til at den amerikanske forfatningen kun tillader et copyright system, men ikke kræver et. Yderligere siger den, at formålet med et copyright system skal være at fremme udviklingen, ikke at belønne forfattere.
Den virkelige etablerede samfunds tradition er, at copyright skærer gennem offentlighedens ophavsret, og at dette kun kan blive retfærdiggjort for offentlighedens skyld.
Økonomi.
Det sidste argument for at have ejere af programmer er, at det leder til udarbejdelse af mere software.
Modsat de andre har dette argument i det mindste en lovlig tilgang til emnet. Det er baseret på en gyldig grund, at tilfredstille brugerne af software. Og det er empirisk klart, at folk vil producere mere af noget, hvis de får en god hyre for at gøre det.
Men det økonomiske argument har en fejl. Den er baseret på antagelsen om, at forskellen kun udgøres af hvor mange penge man bliver nødt til at betale. Det antager, at "produktion af software" er det man ønsker, uanset om programmet har ejere eller ej.
Folk accepterer godvilligt denne antagelse, fordi den følger vores erfaringer med materielle genstande. Overvej f.eks. en sandwich, du har måske mulighed for at få en sandwich gratis eller betale for en tilsvarende sandwich. Hvis det er tilfældet, er den eneste forskel prisen. Om du skal købe den eller ej har sandwichen den samme smag og den samme næringsværdi, og i begge tilfælde kan du kun spise den én gang. Om du får sandwichen fra en ejer eller ej kan ikke direkte påvirke dig efterfølgende udover din pengebeholdning.
Det er sandt for alle slags materielle genstande. Uanset om det har en ejer eller ej påvirker det ikke direkte, hvad genstanden er eller hvad du kan gøre med genstanden efter, at du har anskaffet den.
Men hvis et program har en ejer påvirker det i høj grad, hvad man kan gøre med en kopi, hvis du køber én Forskellen er ikke kun et spørgsmål om penge. System med ejere af software opfordrer software ejere til at producere noget, men ikke hvad samfundet virkelig behøver. Og det skaber en ufølsom etisk forurening, som påvirker os alle.

Hvad behøver samfundet? Det behøver information, som er reelt er tilgængelige til dets borgere. F.eks. i form af programmer, som folk kan læse, rette, tilpasse og forbedre, og ikke bare betjene. Men software ejere leverer typisk en sort kasse, som vi kan studere, men ikke ændre.

Samfundet behøver også frihed. Når et program har en ejer mister brugerne frihed til at kontrollere dele af deres liv.

Og vigtigst af alt behøver samfundet at opfordre til frivilligt arbejde og samarbejde for borgerne. Når softwareejere fortæller os, at når vi naturligt hjælper vores næste, at vi så dermed er "pirater", forurener de samfundsånden.

Her er hvorfor vi siger, at fri software er et spørgsmål om frihed og ikke pris.

Det økonomiske argument for ejere er fejlfyldt, men den økonomiske problemstilling er ægte nok. Nogle folk skriver brugbar software bare fordi de nyder at skrive det eller for beundring og kærlighed. Men hvis man ønsker mere software end hvad disse folk laver, skal man til at indsamle penge.

For ti år siden prøvede fri software udviklere på forskellige måder at indsamle penge med nogen succes. Der er ingen grund til at gøre nogen rige. En almindelig amerikansk families indkomst ligger på omkring 35k dollar, som viser sig at være indbydende nok til jobs, der er mindre tilfredsstillende end programmering.

I mange år indtil en venneforening gjorde det unødvendigt, levede jeg af skræddersyede tilretninger af det fri software, jeg selv havde skrevet. Hver tilretning blev tilføjet til standard udgaven og blev dermed tilgængelig for alle. Klienter betalte mig, så jeg arbejdede på netop de dele, som klienterne ønskede, istedet for de dele jeg selv betragtede som vigtigst.

Den Free Software Foundation (FSF), en skattefritaget velgørenheds forening til fordel for udviklingen af fri software, indsamler penge ved at sælge GNU CD-ROMer, T-shirts, manualer og luksus distributioner, (som brugerne frit kan kopiere og ændre), såvel som fra donationer. Foreningen har nu en stab på fem plus tre medarbejdere, som håndterer postordrer.

Nogle fri software udviklere får penge ved at sælge support ydelser. Cygnus support med omkring 50 ansatte [da denne artikel blev skrevet] regner med, at omkring 15% af de ansatte arbejder med udvikling af fri software. En udmærket andel for et software firma.

Virksomhederne Intel, Motorola, Texas Instruments og Analog Devices har givet penge til den videre udvikling af den fri GNU oversætter til sproget C. Samtidigt bliver GNU oversætteren til sproget Ada støttet af det amerikanske flyvevåben, som mener at det er den mest effektive måde at anskaffe sig en høj kvalitets oversætter på. [Flyvevåbnets støtte er ophørt for noget tid siden. GNU Ada oversætteren er dog stadig frit tilgængelig og vedligeholdelsen støttes kommercielt.]

Alle disse eksempler er små. Den fri software bevægelse er stadig lille og stadig ung. Men eksemplet på lytter-støttet radio i dette land [Amerika] viser, at det er muligt at støtte megen aktivitet uden at tvinge hver bruger til at betale.

Som computerbruger idag kan det være, at du bruger et proprietært (18k tegn) program. Hvis din kammerat spørger, om du vil lave en kopi ville det være forkert at sige nej. Samarbejde er vigtigere end copyright. Men lukket undergrundsarbejde udgør ikke et godt samfund. En person bør sigte mod at leve at ærligt liv åbent med stolhed. Det betyder at sige "Nej" til proprietært software.

Du fortjener at være i stand til at samarbejde åbent and frit med andre folk, der bruger software. Du fortjener at være i stand til at lære hvordan programmet virker og at formidle det til dine elever. Du fortjener at være i stand til at hyre din favorit programmør til at rette programmet, når det går i stykker.

Du fortjener fri software.

Andre tekster du kan læse

Tilbage til GNUs hjemmeside.

FSF & GNU inquiries & questions to gnu@gnu.org. Other ways to contact the FSF.

Comments on these web pages to webmasters@www.gnu.org, send other questions to gnu@gnu.org.

Oversat: 19. maj 2002 Bent Guldbjerg Christensen bentor@daimi.au.dk